Hvad er lykken ?

Hvor meget tør man ofre for at følge lykken ?
Hvor meget tør man give af sig selv for at finde lykken ?
Hvad er der man søger i lykken ?
Hvad er den fuldkomne lykke ?
Findes den overhovedet ?

Ind imellem véd jeg at lykken findes,
og indimellem tvivler jeg på
om den overhovedet findes.

Nogen mener at et godt helbred er lykken,
men hvad betyder et godt helbred,
hvis man ikke har noget at bruge det til ?

Hvad lykken er, er selvfølgelig individuelt,
men at kærligheden medfører lykken,
burde være en selvfølgelighed.

Men hvad er kærlighed så ?

Er kærlighed at ”ofre” sig for modparten ?
Er kærlighed altid gengældt ?

Hvor meget tør man give væk af sig selv i kærlighed,
uden at miste sig selv ?

Og hvad sker der,
hvis man føler at man har mistet sig selv ?
Kan man finde sit ståsted igen ?

Handler kærlighed om gensidig fortrolighed ?

Eller handler den om det at undgå ensomheden ?
Man kan faktisk godt være ensom selv om man er to.

Lykken og kærligheden hænger unægtelig sammen.

Kærlighed kan man føler på mange måder :
Til ens forældre, ens søskende,
sin kæreste og til sine børn,
men hvad med lykken ?

Må man nødvendigvis have oplevet kærligheden
for at have fundet lykken ?

Ærlighed, oprigtighed, ansvar, hjælpsomhed, forståelse,
hensyntagen, kærtegn, ømhed, latter, stilhed, samarbejde,
tilgivelse, vrede, magtesløshed, manglende forståelse, pligter,
frustrationer, manglende tillid, løgn,
meningsløshed, glæde, opmærksomhed,
alle disse ord eksisterer nok i ethvert parforhold.

Men det er ikke sådan et forhold jeg ønsker mig ?

Kald mig bare unormal, og måske egoistisk.
Men jeg syntes jeg har prøvet nok at det negative.

Selvfølgelig ved jeg da godt at intet parforhold er uden problemer,
det ville være al for blåøjet at tænke sådan.

Men pga, af erfaringer man har gjort sig,
har man fået sine sår,
ja selv sår der aldrig bliver hele igen.
Disse sår vil ”forfølger” én resten ad livet,
og jeg vil aldrig, aldrig være med til noget
der ligner bare den mindste smule igen.

Måske er det mit største fejltrin,
men jeg har én gang mistet mig selv total,
og det gør jeg ikke en gang til.

Men er alligevel bange,
tør ikke vise mine inderste tanker,
er bange for at give mig selv helt.

Jeg tør ikke at blive ”blottet” ingen.
Det gør for ondt.

Jeg troede jeg havde lært tilstrækkelig af mine fejltrin,
troede jeg havde fået ”tæv” nok,
men hvad er værst :
at få ”tæv” fysisk eller ....?


(Mette Ulf 1999)