Livet


Somme tider skinner solen på min vej,
tider hvor jeg kan glemme, at alt ikke er leg.
Den varmer så inderligt mit hjerte og sjæl,
og jeg glemmer at verdnen også kan være fæl.

Regnens tåre borer sig over min kind,
den tåre som kom med den kolde vind,
ja den satte sig dybt i mit sind,
den tåre som så stille ramte min kind.

Vinden og blæsten suste i mit hår,
og ruskede op i gamle glemte sår.
De ting jeg ikke selv kunne styre
blev til sidst mit indre gale uhyrer.

De sagde jeg skulle glemme og bare le,
de ting jeg egentlig ikke måtte se
rædselen og smerterne jeg havde set
skulle jeg ud i kulden have ledt.

Sneen som faldt lavede ikke en lyd,
som udtalte den en stille dyd.
Den smukke rene sne
- fik igen mit hjerte til at le.